Human First er et partnerskab på sundhedsområdet mellem VIA University College, Region Midtjylland og Aarhus Universitet.

Visionen er et langt tættere samarbejde om banebrydende forskning og intelligent uddannelse med henblik på at øge sundheden for borgerne i Region Midtjylland og i verden.

Se mere om vores vision her.

Tilsammen favner de tre parter 35.000 medarbejdere og 24.000 studerende inden for sundhedsområdet. Den årlige videnskabelige produktion er 4.000 peer reviewed publikationer, og hvert år tilbydes godt to millioner sundhedsydelser blandt en halv million borgere.

Ambitionen er at berige, styrke og løfte effekten af forsknings- og uddannelsesindsatsen både på professions- og universitetsuddannelserne samt i regionalt og kommunalt sundhedspraksis ved gennemførelse og implementering af tværgående projekter.

Forskningsviden skal være hurtigere undervejs

Konkret vil Human First udvikle et smidigt, hurtigt og effektivt kredsløb fra produktion til anvendelse af viden inden for forskning, uddannelse, forebyggelse, pleje og behandling på tværs af aktører på sundhedsområdet og til gavn for patienterne og borgerne.

Human First tager således også fat på en global, men påtrængende problematik om træghed i implementering af den nyeste forskningsbaserede viden i uddannelser og konkrete sundhedstiltag.

En af de største barrierer for optimering af sundhedsfremme gennem forebyggelse og behandling er, at eksisterende tilgængelig forskningsviden er for længe undervejs til uddannelserne og i klinisk praksis, og fra klinisk praksis til uddannelserne.

Med Human First tilstræber partnerskabet sammen med kommunerne at være blandt de første, der leverer konkrete svar og resultater på udfordringen. Når det lykkes, vil vi være et stort skridt nærmere opfyldelsen af visionen om at gøre Midtjylland til det sundeste sted på jorden.

De to vigtigste aktiver og forudsætninger

I partnerskabet findes de to vigtigste aktiver og forudsætninger for sundhedsfremme og sygdomsbekæmpelse: Viden og menneskelige ressourcer i form af dygtige og dedikerede studerende, undervisere, klinikere og forskere.

Sammen udgør de forudsætningerne for interaktion og synergi mellem forskning, udvikling, uddannelse og klinisk praksis.

Der findes allerede en mangeårig og efter internationale standarder unik samarbejdskonstellation imellem parterne med f.eks. etablering af fælles universitetsklinikker, fælles ansættelse af kliniske lærestolsprofessorer og forskningslektorer.

Det er alt sammen samarbejdskonstruktioner, som Human First bygger videre på.

Tre indsatsområder

Human First startede i 2018 og er formelt organiseret med et formandskab og en styregruppe, hvor kommunerne i Region Midtjylland deltager som observatører. Der er foreløbig taget initiativ til tre indsatsområder:

  • Sygdomme og skader i hjernen (hovedansvarlig AU)
  • Mennesker med rehabiliteringsbehov (hovedansvarlig RM)
  • Sammenhæng mellem den teoretiske uddannelse og de praktiske uddannelsesforløb (hovedansvarlig VIA)

Netop disse emner er valgt med udsigten til, at de hver for sig vil have stigende relevans for fremtidens sundhedsvæsen og samfund.

Arbejdet i de tværgående programgrupper har foreløbigt resulteret i udarbejdelse af hvidbøger samt 13 efterfølgende projektgrupper.

Desuden er der indgået en samarbejdsaftale med King´s Health Partners i London, og de første fondsansøgninger er afsendt.